Jeg føler mig så deprimeret, jeg føler at min hoved snart eksploderer, jeg føler at min verden går under. Jeg har ingen livsenergi tilbage, hvis vi spoler tilbage til starten på efterskole året, var det fantastisk jeg elskede det. Jeg mødte min koreaner og min soulmate. Jeg har aldrig været så glad for en person som jeg er nu, jeg er så bange for at miste ham. Mit hjerte er virkelig hans. Men han har bare knust det så mange gange over små ting og nogle også store. Folk gik og sagde til mig at Mazda og jeg var de eneste som ikke har haft de store problemer, at vi var de eneste som snakkede om tingene. Jamen det gør vi da også stadigvæk. Vi gør hvad vi kan for at holde det her oppe. Men nu er jeg bange for at det hele er en facade når vi går sammen og smiler og griner. Jeg er træt af mit liv og jeg bryder mig ikke om et forhold med så mange problemer som det her. Jeg elsker ham højere end folk der elsker ketchup. Vi har lagt fremtidsplaner og at vi skal flytte sammen når jeg kommer hjem fra England. Når vi snakker om de planer er jeg helt sikre på dem. Men jeg kan bare ikke forestille mig dem lige for tiden, når det går så meget nedad bakke. Jeg er virkelig bange for at miste dem, jeg tænker ikke på andet end at han nok forlader mig til nogle af andre piger som kunne være modeller så flotte de er. Men jeg lægger også en smule vægt på de små ting som hvad personerne hedder på mobilen o.s.v.. På min telefon hedder folk bare deres navn uden et hjerte eller lign. men på din telefon hedder alle deres navn med et hjerte, det er da også okay. Men så ser jeg forskellen på mit og hendes navn. Det gjorde ondt, for jeg ved at jeg sikkert kan miste ham til hende. Så ville du kigge på sms'en fra hende imens vi havde sex.. Det er virkelig ikke okay. Jeg har næsten ingen tillid tilbage, jeg har heller ikke flere kræfter til at tænke over det længere, jeg er snart ligeglad med forholdet når det går sådan her. Jeg gider ikke længere, jeg er bare for svag til sådan noget her. Du kan såre mig så let og det har du bestemt også gjort en del. Jeg har sagt hvor stor en del jeg er ked af det i løbet af denne måned, også skifter du emne til dine forældre hvor skuffede de er. Jeg ved godt at det ikke er fair at skrive det her:''men lige for tiden synes jeg at du burde fokusere på vores forhold''. Man kan sige noget til sine forældre og det har jeg fortalt dig, men du gør ikke noget ved det selv. Så hvis du ikke gør noget ved det, hvad vil du så gøre for at hjælpe vores forhold?
Jeg er blevet i tvivl om du virkelig elsker mig så højt som du siger, for du virker bare så skide ligeglad. Jeg ved ikke hvor sms'er jeg har hvor jeg har fortalt dig om noget hvor du så bare har skrevet ''Okay<3'' til mig. Jeg ved ikke rigtigt.. længere.. du ber' om at vi skal starte på en frisk igen igen, nej det kan vi ikke, jeg vil gerne have det løst. Jeg kan bare ikke få det hele sat sammen.. som det du gjorde bare fordi du havde det sjovt og fordi du var i godt humør. Jeg er ikke en person som kan tilgive så let, hvis det er det du forventer. Jeg ved ærligtalt ikke hvad du vil længere. Men du må virkelig tænke over hvem du kan lide.. for jeg gider snart ikke mere.
